Nyhedsbrev fra Ladegaard, Rasmussen & partnere.
Ny forenklet inkassoprocedure gør det hurtigere, lettere og billigere for kreditorer at opkræve deres tilgodehavende.
Den 1. januar 2005 trådte en ny forenklet inkassoproces i kraft som supplement til de gældende regler, idet den forenklede procedure omfatter småsager, hvilket forstås som fordringer under kr. 50.000,00, ekskl. renter.
Hidtil har det været nødvendigt for kreditorer først at opnå et fundament efter Retsplejelovens § 478, typisk i form af et frivilligt forlig, underskrevet af debitor, eller en dom, afsagt af civilretten/byretten, før sagen kunne sendes i fogedretten.
En del debitorer har ikke svaret på de af kreditors advokat udtagne stævninger, og civilretten har herefter afsagt udeblivelsesdomme i overensstemmelse med kreditors/sagsøgers påstand.
Der afsiges årligt ca. 82.000 udeblivelsesdomme med hovedstole under kr. 50.000,00.
Den nye forenklede inkassoproces træder nu i stedet for disse sager, hvor debitor ikke forventes at have indsigelser.
Ved en forenkling af inkassoprocessen forstås, at sagen nu kun skal behandles ved én ret, nemlig fogedretten.
Retsafgiften nedsættes samtidig fra kr. 500,00 + 2 % af det beløb, der overstiger kr. 6.000,00, til nu at være kr. 400,00 på alle fordringer op til kr. 50.000,00, der foretages efter den nye forenklede inkassoproces, samt yderligere kr. 100,00, (i alt kr. 500,00), såfremt der udtages stævning som hidtil.
For sager over kr. 50.000,00 nedsættes afgiften tilsvarende til kr. 750,00 + 1,2 % af det beløb, der overstiger kr. 50.000,00, idet retsafgiften dog maksimalt kan udgøre kr. 75.000,00 ved sagens anlæg.
Processen forenkles også, idet kreditor nu fra sagens start skal træffe nogle valg for, hvorledes sagen ønskes fremmet.
Når kreditor har konstateret, at debitor ikke betaler det skyldige beløb, gør kreditor følgende:
Kreditor fremsender påkravsskrivelse med angivelse af en 10 dages frist for betaling i henhold til Inkassolovens § 10 (som hidtil).
Kreditor fremsender efterfølgende sagen til inkasso ved vores inkassoafdeling, idet kreditor angiver:
-
En kort fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå kravet støttes, samt vedlægger relevante bilag.
-
Kreditors beslutning om, hvorvidt sagen skal afsluttes, såfremt debitor indenfor de seneste 6 måneder har afgivet insolvenserklæring for fogedretten (retsafgiften tilbagebetales i så fald), eller om sagen skal fortsættes med henblik på at opnå et fundament, der har gyldighed i 20 år.
-
Kreditors beslutning om, hvorvidt sagen ønskes fremmet til udlægsforretning i umiddelbar forlængelse af et opnået fundament, eller sagen skal tilbagesendes til advokaten. Såfremt sagen straks ønskes fortsat til udlægsforretning, indbetales en afgift på kr. 300,00 samtidig med sagens anlæg.
-
Kreditors beslutning om, hvorvidt sagen skal fortsættes som almindelig retssag, såfremt debitor fremsætter indsigelser, idet sagen således ikke kan afsluttes efter den forenklede procedure.
Vores inkassoafdeling vil herefter straks foretage det nødvendige og anlægge sagen direkte ved fogedretten.
Fogedretten vil herefter forkynde betalingspåkravet, idet debitor gives en frist på 14 dage fra forkyndelsen til at svare herpå.
Efter udløbet af 14 dages fristen vil fogedretten give betalingspåkravet en påtegning, hvilket medfører, at betalingspåkravet opnår samme retskraft som ved en afsagt dom.
Såfremt der er anmodet om foretagelse af udlæg i umiddelbar forlængelse, vil fogedretten af egen drift indkalde debitor til at give møde med henblik på foretagelse af udlæg.
Vores inkassoafdeling vil naturligvis være behjælpelig med besvarelse af spørgsmål i forbindelse med den nye forenklede inkassoproces, og De kan kontakte advokatfuldmægtig Tim Haarbo på tim@lr-p.dk og advokatsekretær Karina Dahl Jensen på kj@lr-p.dk.
Dir.tlf. 79 25 30 05